Velkommen i Børnehuset

Vi har her samlet nogle praktiske oplysninger og forventninger til jer som forældre. Oversigten skal ses som en hjælp og er du i tvivl om noget, så spørg endelig.

Der er som regel altid kaffe/te på kanden og vand i hanen – så har I tid og lyst til en kop, så er I meget velkomne hertil.

Indmeldelse:

I kan her downloade en indmeldelsesblanket til indskrivning i Børnehuset. Vi kan tage imod børnene fra de er 2 år og 5 måneder. Blanketten skal afleveres personligt til skolens kontor.


Åbningstider:

mandag – torsdag kl. 6.15 – 16.45

fredag kl. 6.15 – 15.45


Deltidsbørn:

mandag – torsdag kl. 7.30 – 13.15

fredag kl. 7.30 – 12.30

Holder barnet en fridag eller er fraværende pga. sygdom, beder vi jer om at give os besked fra morgenstunden (senest kl.9).

Ligeledes vil vi gerne have besked, når barnet holder ferie.

Hvis barnet afleveres/hentes af andre end forældrene, vil vi også gerne have besked herom.

Børnehuset holder altid lukket på helligdage, fredag efter Kristi Himmelfarts dag, Grundlovsdag, samt dagene mellem jul og nytår.


Priser:

Priser for børnehave findes nederst på denne side om Fakta og pris.

 

Lågen (indgangen til børnehaven)

Børnene må ikke selv åbne lågen, f.eks. ved at stikke armen ind mellem låge og stolpe eller kravle op på lågen og åbne. Det er den voksne, der åbner og sørger for, at der bliver lukket igen.

 

Tøj/garderobe

Barnet har en kasse i garderoben til skiftetøj. Vi forventer, at der som minimum er følgende i kassen:

  • et sæt undertøj
  • strømper
  • bukser
  • bluse

Hertil kommer overtøj og fodtøj passende til vejret, samt sutsko til indendørs brug.

Giv barnet noget tøj på, der gerne må blive beskidt. Vi forsøger at tage vores forholdsregler, men uheldet kan være ude, når der males og gøres ved.

Hver fredag skal garderobepladsen ryddes helt. Tag evt. kassen med skiftetøj med hjem og få den suppleret op.

Snore i barnets tøj, skal fjernes, så barnet ikke kan hænge fast. Halstørklæder og tørklæder vil ikke blive brugt i børnehaven af samme årsag.


Madpakker m.m.

Der serveres morgenmad – havregryn eller cornflakes – frem til kl. 7.45. Kan barnet ikke lide denne form for morgenmad, kan der medbringes morgenmad i form af brød/bolle.

Madpakke og eftermiddagsfrugt medbringes hver dag, medmindre der gives anden besked.

Madpakken bør bestå af rugbrødsmadder, hertil kan der være sunde snacks eksempelvis frugt, grønt, nødder.

Eftermiddagsfrugten kan være forskelligt frugt, en bolle, knækbrød, yoghurt eller lign. Der serveres mælk til frokost og vand til eftermiddagsfrugten.

Ligeledes serveres der frugt eller knækbrød/bolle om formiddagen.

Kage, slik, mælkesnitter og andre søde sager, hører ikke hjemme i madkassen. Dette nydes i forbindelse med fødselsdage og ved andre festlige lejligheder i huset.

Børnefødselsdage kan holdes i huset eller hjemme, dog skal man selv kunne klare kørsel fra og til børnehaven. Snak med os, når dagen nærmer sig.

 

Ble – og sovebørn

Bleer medbringes og der gives besked, når der skal suppleres op. Nærmere aftale omkring pottetræning m.m. klares hen ad vejen.

Sovebørn får egen seng og sengelinned stillet til rådighed. Er der ændringer i forbindelse med middagslurens længde, brug af sut m.m. – så snak med os herom.

 

Oprydning og legetøjsdag

Vi forventer, at I som forældre bakker os op, når det gælder oprydning. Børnene skal hjælpe til med oprydningen i det daglige.

Legetøjsdag, hvor barnet må medbringe legetøj, ligger fast den sidste torsdag i hver måned. Børnene bestemmer selv, om de vil låne deres legetøj ud til andre. Det er på eget ansvar, hvis man har legetøj med til legetøjsdag. Øvrige dage ønsker vi ikke, at barnet har legetøj med.

 

Arbejdslørdag

I årets løb indkaldes der til arbejdsdag for hele Børneuniverset. Det er i reglen altid en lørdag, hvor vi begynder kl.9 – kom hellere lidt senere eller kun få timer end slet ikke. Der serveres fælles frokost for alle fremmødte små som store.