Gunnar taler ved 9. kl. dimission“Tillykke niende årgang. Tillykke hver især. Tillykke til jeres forældre, og dem der ellers er glade eller stolte på jeres vegne. 

Eckersberg Friskole er et sted, hvor man kan smide overtøjet. Man er måske endda nødt til at gøre det. Det gode er, at ingen kommer til at fryse. Friskolen har en parallelitet til vores dramakælder, der over årene har været i en rivende udvikling, for igen at starte ved nulpunktet efter hvert brug hvad enten det var fra drama, julekalender, fastelavn eller andre skuespil. Parallel præcision går igen i vores ordens- og oprydningssans, men også på det menneskelige plan har dramakælderen været startstedet til at hoppe i en rolle, som skulle spilles ægte og uden frygt for at være udstillet til grin eller nedgørelse.

I er vokset op med vores samværsregler. I har trænet godt og længe. Masser af overtrædelser og lige så mange godtgørelser. Vi snubler alle i ny og næ i relationernes faldgruber – den allermest udbredte er misforståelsen, eller på eckersbergiansk hedder det vel: Jeg lod ikke modtageren bestemme budskabet, men forudsatte at min opfattelse blev gældende. I lillegruppen har jeg fået kommentaren: Hvorfor kender ikke alle mennesker de tre regler, så ville de ikke gå i krig og slå hinanden ihjel. Jeg kom til at tænke på min egen væg i ungdomsværelset med en plakat, hvor der stod: Forestil dig, at der er krig, men ingen kommer. Hvert menneske har altid mulighed for at vælge – mere herom senere.

Som barn og ung forstår mange deres første identitetsdannelse, som noget der opstår i gruppen. Og det giver status, hvis man har noget særligt. F.eks. at det er min bold vi spiller med i dag; at man kan noget særligt f.eks. er god til at ride og forstå heste eller ser særlig ud f.eks. store …overarme.
Her må man gerne være stolt af sig selv og andre, uden at det skal påvirkes af Jante loven eller andres mulige opfattelse af, at vi er “selvfede”. Det er noget jeg tit har undret mig over. I skal have lov til at være stolte, og der er stor forskel til at være selvisk.

Det er netop vores opgave at stimulere, forberede og tilrettelægge opgaver og undervisning således, at den er spændende, vedrørende og at den giver personlige succeser. Det er befordrende for selvtilliden, og det giver overskud til udvikling af selvværd. I Børns Ret hedder det, at vi vil påskønne og værdsætte jer. 

Hvis alt det nu virkelig er lykkedes med jer…, betyder det så, at vi kan vende sætningen: Trivsel kommer før læring – og dermed kan sige: I er blevet mega kloge!!? Knap nok – men I havde gode muligheder for at udvide horisonten. Valget havde I selv!

Når det her show er forbi, så venter det næste, og sådan vil det fortsætte. Hver gang vil man stå med samme spørgsmål – nogen mere bevidst end andre:

Hvad er din opgave i den næste tid?
Hvorfor valgte du netop denne vej?
Hvornår vil du være færdig?
Har du et livsmål?
Hvad vil livet byde på hvilke glæder og hvilke sorger?

Dybt belastende voksen spørgsmål – hvorfor skal jeg dog tage stilling til alt det nu?
Det synes jeg heller ikke, at I skal, men der er desværre i vores verden heller ikke tvivl om, at alle uanset alder gør sig tanker om, hvorvidt man lever op til andres forventninger?

Og hvorfor er det så vigtigt?

Selvforståelse og identitetsdannelse opstår ved spejling i personlige relationer, dvs. det bliver værdifuldt, hvad ens bedste ven synes, eller kæresten, eller mor og far. Synes de andre, at jeg er ok? Det er en del af selvforståelsen.

Den dybeste relation har man pr. automatik til mor, og det klassiske eksempel er amningens magi. En stor symbiose. Uden dermed at postulere at fædre kun er til Ferrari, fadøl og fis…kefrikadeller.

Mennesket vælger. Det er dømt til at vælge. Ellers vælges, at andre vælger for mig. Nogle ting har vi automatiseret – ligesom at ånde, lave lyde, lytte, se – rene basisfunktioner. Så kommer det sjove, når vi skal vælge det gode, rigtige, stabile, fornuftige, vælge det nødvendige, det mor og far siger eller i hvert fald det, som Tommy siger. Eller vælger du det sjove, behagelige, mindre anstrengende. I sidste ende bliver jeg pudset på jer, selv om det i jeres tilfælde slet ikke blev nødvendigt her i afgangsåret. Vælge skal I. Uanset hvad, lige nu er det faktisk ikke længere tvangskontekst. I princippet kunne I rejse jer og gå, men det gør I ikke, fordi det er jo er en god og sjov aften, vi er samlet til.

På et udviklingsmøde sagde en supervisor til os, at vi (de ansatte) var enestående heldige, fordi vi uanset hvad, altid havde et publikum, som vi kunne forpligte til at klappe. Vi havde vores tilhørere til låns med fuldmagt til alt. Han sagde også, at vi, de ansatte, har kun et job, fordi der er nogle andre voksne, der har børn, som de ikke selv kan, vil eller gider undervise.

Hermann Giesicke siger i sin bog om opdragelse, at de voksne har et problem med børn og unge, og børn og unge derfor får problemer. Problemet er, siger han, at vi voksne ikke kan lade være med at ville videregive vores erfaringer og løsninger, som gode råd for at forhindre ulykker, ulemper og skade. Nogle gange – måske for tit – bliver vores gode råd omdøbt til anvisninger og beskeder, som ikke kan diskuteres. Dermed forhindres I at gøre egne erfaringer, læring og udvikling. Det er et vigtigt område i lærernes/ voksnes handlingsrum, hvor der skal Fingerspitzengefühl til for at se, hvornår vi skal hjælpe aktivt, stille spørgsmål, give hints og vejledning eller bare holde bøtte og være nysgerrig og interesseret på jeres vegne.

Fik du hørt din melodi, eller hører du den, der spiller lige nu, eller er der bare stille mellem lapperne? Vælger du den næste melodi eller ved du, hvor du kan få hjælp og vejledning?
På Eckersberg er du altid hjemme, så du kommer bare.

Jeres maleri er kun lige begyndt. Jeg ved, at de bliver fantastiske og unikke. Jeg håber, at jeres strejf af Eckersberg når ned til baggrunden, som er det dybeste lag.

Tak for jer – og alt godt fremover.

Gunnar
20. juni 2017
på Eckersberg Børneunivers