Offentligt tilsyn er en fordel for skolen

Efter § 1, stk. 1 i lov om friskoler og private grundskoler (Friskoleloven), skal undervisningen i en fri grundskole stå mål med det, der almindeligvis kræves i Folkeskolen. Skolen er underlagt offentligt tilsyn (jf. Friskolelovens § 9, stk. 2), som skal vurdere om undervisningen i dansk, matematik og engelsk står mål med det, der kræves i Folkeskolen.

John S. Pedersen er valgt af generalforsamlingen til at udføre det offentlige tilsyn med Eckersberg Friskole og afleverer hvert år en tilsynsrapport. I lige så høj grad, som at være en sikkerhed for myndighederne, er den input til os, der fortæller, hvordan vores skole ser ud til at fungere, set udefra – og dermed en hjælp til at holde skolen i topform.

Se iøvrigt tilsynsrapporter nedenfor på denne side.

Forældretilsyn tager alle forældre del i

På en friskole er vi også forpligtet til at have forældretilsyn. Du er derfor som forældre, forpligtet til at tage del i tilsynet! Du skal have adgang til skolen og skal reagere, hvis du observerer noget, der ikke er i overensstemmelse med lovgivningen. Det skal ikke forstås sådan, at du skal kende lovgivningen ud og ind, men hvis du med din sunde fornuft, mener at se noget, der ikke er i orden, har du pligt til at informere relevante myndigheder. Det er en god måde at sige, at vi er en åben skole og vi hjælper alle med til, at tingene går ordentligt til!

Det er formuleret i vores vedtægter og forretningsorden:

Kapitel 21 Forældrekredsens tilsynsforpligtelse

Jfr. vedtægternes § 4 stk. 2, § 6 og § 14 stk.2. samt nedenstående.
Forældrekredsens overordnede tilsynsforpligtelse skal opfyldes på følgende måde:
Der er i løbet af skoleåret flere arrangementer (generalforsamling, første skoledag, åbent hus), hvor forældrene forventes at deltage. 
Afholdelse af 2 årlige forældre/elev samtaler med gruppelæreren. 
Afholdelse af lag-forældremøde i begyndelsen af skoleåret 
Der er adgang for forældrene til at deltage i undervisningen.

Vedtægternes § 4 stk. 2, § 6 og § 14 stk.2.

§ 4 stk. 2. Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med
undervisningen i henhold til Lov om friskoler og private grundskoler m.v.

§ 6. I henhold til § 4 stk. 3 påhviler det forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed,
herunder med, at skolen giver undervisning og sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis
kræves i folkeskolen. Jf. i øvrigt tilsynsreglerne i Lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.

Du kan se den fulde forretningsorden og vedtægterne under “Skolens værdigrundlag”.

 

Undervisningsmiløvuring (UMV)

I Undervisningsmiljølovens §§ 6-7, står der at:

  • uddannelsesstedets ledelse sørger for, at der udarbejdes en skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene vedrørende det psykiske og æstetiske miljø på uddannelsesstedet.
  • undervisningsmiljøvurderingen skal være tilgængelig på uddannelsesstedet for elever og studerende og andre interesserede.
  • undervisningsmiljøvurderingen skal revideres, når der sker ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet, dog mindst hvert tredje år.
  • undervisningsmiljøvurderingen mindst skal indeholde følgende elementer:
    1) Kortlægning af uddannelsesstedets fysiske, psykiske og æstetiske undervis-ningsmiljø,
    2) beskrivelse og vurdering af eventuelle undervisningsmiljøproblemer
    3) udarbejdelse af en handlingsplan, hvor det fremgår, i hvilken takt og rækkefølge de konstaterede problemer skal løses, og
    4) forslag til retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
  • uddannelsesstedets ledelse skal inddrage undervisningsmiljørepræsentanterne i planlægningen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af samt opfølgningen på undervisningsmiljøvurderingen.

Den sidste UMV vi har gennemført, kan du finde her.

 

Tilsynsrapport for skoleåret 2016 – 2017

Eckersberg Børneunivers, Skolekode: 533005

Jeg har i dette skoleår besøgt skolen 6 gange.
Overordnet er det min overbevisning at der bliver leveret god undervisning på skolen og at niveauet klart tåler sammenligning med niveauet i Folkeskolen.

Eleverne inddrages både fagligt og socialt og har ansvar for de målsætninger, de selv er med til at sætte. Jeg oplever, at eleverne har frihed under ansvar og at ansvaret ikke mindst gælder forholdet til skolekammeraterne og de voksne på skolen. Omgangstonen blandt lærere og elever er præget af god stemning og tillid til hinanden.

Eleverne oplever gennem samværet i hverdagen det værdifulde i at være børn i et demokratisk samfund. I Ældstegruppen er et af temaerne i dette skoleår netop også: Det danske demokrati.

Hensyntagende undervisning:

Der tales, berettiget eller ej, om at friskolerne fravælger børn med særlige behov. Hvad Eckersberg Børneunivers angår er dette ikke tilfældet. Børn fra det gamle skoledistrikt omkring Eckersbergskolen er sikret optagelse på Børneuniverset. Det giver også en sikkerhed for at bredden og spændvidden i børneflokken er til stede. Moderne hjælpemidler til ordblinde elever, så de kan få læst tekster op og få hjælp til stavning bruges efter behov blandt andet ved hjælp af programmet Into Words. Elever med dette behov arbejder også rutinemæssigt med programmet CD-ord. Her kan de hente de undervisningsmaterialer, der er behov for og i fornødent omfang få dem læst op, så de kan arbejde med de samme opgaver, som de øvrige elever på holdet.

I det hele taget laves der efter vurderet behov forskellige hensyntagende aktiviteter, der har til formål at bringe elever gennem grundskolen og ind i et videre uddannelsesforløb.

Skolen er jo struktureret på en måde, så eleverne undervises på forskellige niveauer i det samme lag. Det giver også en fleksibilitet, der gavner den enkelte elev.

December 2016

Kl. 8:15. – 9:00, Engelsk i 4.-5. klasse
Tema jul.
Mange forskellige små tekster om jul. Rebus, sange, video.
Elever samtaler, formulerer sig både mundtligt og skriftligt. Der lægges vægt på fri tale og kun enkelte nødvendige rettelser af den enkelte elev.
Meget varieret undervisning og stor elevaktivitet fra engagerede og dygtige børn.
Undervisningen minutiøst tilrettelagt – ingen spildtid.

Kl. 12:55 – 14:10.  Værkstedsundervisning – knivskæftning m.m.
Eleverne har valgt vidt forskellige knive og arbejdede med at passe dem til i skæfter.
Der var god aktivitet.  Læreren gik rundt som vejleder af den enkelte, foretog skæringer og andet maskinarbejde.
Der blev lagt vægt på præcision, æstetik.
Der var en god stemning.

Deltog på skolen i en ”Lagdag”, hvor temaet var Konfliktmægling.
De forskellige lag, grupper, beskæftigede sig med konflikter, mobning og hvad man kan gøre for at hindre den.
I den forbindelse blev eleverne udrustet med nogle værktøjer, færdigheder, der gjorde det muligt at gribe ind i disse situationer.
Eleverne fik øvelser i konfliktmægling, der mundede ud i at blotlægge og synliggøre en given konflikt – enkeltpersoner eller grupper af elever imellem. Afhængig af, hvilke alderstrin eleverne befandt sig på, blev der stillet forskellige opgaver og gennemført forskellige øvelser, der ud fra nogle enkle regler gjorde eleverne i stand til at tackle problemerne og finde en vej ud af de forskellige dilemmaer.
Det var meget spændende at følge denne dag.
Børnene er trænende i at løse enkle konflikter og har en klar vilje til at gøre det.

I ”ældstegruppen” var der gode holdningsmæssige diskussioner og gode færdigheder i at løse opgaverne.
Lærerne udførte en case, med slagside i løsningsforslagene der, selv om det lød besnærende, ikke blev godtaget af eleverne.  
Det er mit indtryk, at eleverne tager en sådan ”Lagdag” meget alvorligt og har forståelse for, hvor ubehageligt det er at være offer for mobning. Et par af eleverne gav udtryk for, hvorledes de selv havde været ofre og hvordan deres problemer var blevet løst.
En meget givende og spændende dag.

Februar 2017

Overværede grundfag i en 0. klasse
Træning af bogstaver, lyde, bevægelser og træning af læsning gennem småsætninger.
Bogstaverne, i dette tilfælde ”V”, blev trænet efter alle kunstens regler, der tilgodeså elevernes forskellige måder at lære på.
Der blev arbejdet med lyde, som beskriver de enkelte bogstavers særlige karakter. Mange elever brugte dette redskab, når de skulle læse en lille sætning og de var meget dygtige til at bruge dette værktøj.
Der blev arbejdet med bevægelse i forbindelse med at læse ord og ved at flytte rundt på ordene danne sætninger.
Senere i lektionen blev der arbejdet med illustrative og lette grundbøger for at træne og fastholde det lærte.
En meget spændende og systematisk begynderundervisning i læsningens svære kunst.

Engelsk i 3. klasse
Eleverne arbejdede med fri tale og var ikke bange for at sige noget, selv om det ikke var helt korrekt.
Konkret blev der arbejdet ud fra en tegning, som eleverne havde farvelagt, så de forskellige farver symboliserede forskellige emner, hvorfra der blev dannet små udsagn og sætninger.  
Eleverne var for de allerflestes vedkommende frie i deres omgang med engelsk og alle kom til orde.
En spændende time med gode og åbne elever.

Grundfag i Mellemgruppen
Eleverne arbejder i 3 grupper med hver sin lærer.
Eleverne arbejdede ud fra egne mål i deres grundbøger. Der var nogenlunde ligelig fordeling mellem matematik og dansk.
Lærerne var sammen med enkeltelever hele tiden. Enten som konsulenter eller for at få sikkerhed for, at stoffet var på plads.
Der var en god arbejdsmoral hos de allerfleste, men der var enkelte elever, der havde svært ved at koncentrere sig i længere tid.
Eleverne var vant til arbejdsformen og gik op til tavlen og skrev deres navn, hvis de ønskede lærerens hjælp.

I slutningen af lektionen samledes de tre hold for at snakke om et fælles problem.
Årsagen var, at man i en periode havde arbejdet med at skabe en bedre arbejdsmoral. Der havde i en periode været nogle udad reagerende drenge, der forstyrrede undervisningen. Ved at indføre en arbejdsform, hvor der var et belønningssystem for hele gruppen, skete der en stor bevidsthedsændring til det bedre. Gruppen var samlet for at finde indholdet på en ”belønningsdag” hvor den almindelige undervisning ville blive suspenderet og en dag med et indhold, valgt af eleverne træde i stedet.
Uønsket – og uheldig adfærd behandles på en åben og naturlig måde.
Problemstillingen blev belyst på en meget nænsom og empatisk måde, men løsningsmulighederne var klare.
Det var helt tydeligt, at leverne var vant til at arbejde med konflikthåndtering og havde gode redskaber til at mildne eller eliminere problemerne.

Marts 2017

Deltog i grundfag i 6. og 7. klasse
Temaet i 6. klasse var fokus på noveller. Herunder erhvervelse af værktøjer for at kunne indholdsbehandle forskellige genrer.
Den aktuelle lektion var målrettet på gysernoveller, noveller med gys og gru.
Der blev arbejdet ud fra en lille folder med typiske gyser virkemidler:
Eleverne og læreren talte om gyselige/uhyggelige steder, tidspunkter, personer og andre virkemidler i genren.
Der blev fulgt op med forskellige skriveøvelser med bunden form, fx:
Skriv en lille historie ud fra ordene: Det var en mørk og stormfuld aften …….  Som ”jeg fortæller” og datidsform.
Der blev talt om forskellene som ”jeg fortæller” ”3. personfortæller” nutid, datid.
Der var en flot arbejdsdisciplin og aktivitet i den mundtlige del af arbejdet.

7. klasse arbejdede ligeledes med noveller.
Klassen havde, inden jeg ankom, arbejdet med novelleanalyse og skriveskabeloner.
De var aktuelt i gang med at skrive en lille novelle med et frit emne ud fra de redskaber og skabeloner, de havde gennemarbejdet.
Der var en god arbejdsmoral og aktivitet. Jeg overværede stort set kun den skriftlige del af undervisningen.
I perioden op til min tilstedeværelse havde klassen arbejdet med essays.
Der er i begge klasser elever, der er ordblinde. Disse børn hjælpes i forskellig grad blandt andet af forskelligt relevant materiale, som er beskrevet andet steds.

 

Skolens hjemmeside er informativ, up to date og med gode links, så det er let at orientere sig.  Der er et meget rigt og indbydende billedmateriale.

Facebook er blevet et godt aktiv til de hurtige informationer og små stemningsbilleder. Den bruges flittigt, især af skole, børnehave – men også af forældre.

Mit overordnede indtryk er, at Eckersberg Børneunivers er en institution i god harmoni mellem elever, forældre og det omgivende samfund.

 

Blans april 2017
John Solkær
Certificeret tilsynsførende.

 

Tilsynsrapport for skoleåret 2015 – 2016

Eckersberg Børneunivers. Skolekode: 533005.

Jeg har i dette skoleår besøgt skolen 5 gange.
Første gang til skolens årlige musical Mama Mia, d. 18. november.
De 4 næste gange har jeg overværet undervisningen både i grundfag og i de praktisk musiske fag.
Jeg har været rundt i næsten alle årgange i løbet af skoleåret.

Overordnet er det min opfattelse at der bliver leveret god undervisning på skolen og at niveauet klart tåler sammenligning med niveauet i Folkeskolen.

Eleverne inddrages både fagligt og socialt og har ansvar for de målsætninger, de selv er med til at sætte.
Jeg oplever, at eleverne har frihed under ansvar og at ansvaret ikke mindst gælder forholdet til skolekammeraterne og de voksne på skolen.
Omgangstonen er præget af god stemning og tillid til hinanden.
Eleverne trænes gennem samværet i hverdagen i at være borgere i et demokratisk samfund.
I de ældste klasser besøger de blandt andet Folketing. På samme tur besøges flere væsentlige kulturinstitutioner.

Efterfølgende vil jeg fortælle, hvad de enkelte dage har bidraget med til min erklæring.

18. november 2015 – Musicalen Mama Mia

Flot forestilling.
Rigtig gode skuespils præstationer og ditto sangstemmer.
Ny teknik med hovedmikrofoner gør en stor forskel for publikum.
Meget stor musikalitet blandt de mange elevmusikere.

10. og 11. december

Tysk i 6. klasse.
Gennemgang af personlige pronominer (stedord): Ich bin, du bist osv.
Gruppearbejde 2 og 2 om temaet.
Herefter eksempler i plenum.
God og grundig gennemgang god aktivitet.
Timen lidt kort p.g.a. julemorgensamling sang af julesange.

Engelsk i 6. klasse.
Klasserne øvede Mary`s Boychild til den kommende julegudstjeneste.
Hymnen blev analyseret og fremmede ord og begreber blev forklaret.
Eleverne sang hymnen og hørte senere en prof. udførelse på U – tube.   En spændende sprogtime.

Historietime i 8. klasse.
Opfølgning på besøg i København (aktuelt De Hvide Busser).
Check på viden fra besøget, bl.a. en del spørgsmål – En såkaldt Kahoot test.
Testen samlede op på faktuelle ting fra besøget.
Aktiviteten var meget populær.
Billedgennemgang af et billede fra Kaunas i Litauen, hvor en milits, dens håndlangere og tilskuerne kunne ses i en massakre af jøder under 2. verdenskrig.
Eleverne var gode til at læse billedet. Hvad kunne de aflæse og hvad kunne de ikke slutte ud af billedet.
Herefter blev de sat til at vurdere, hvordan de ville straffe de forskellige grupper, hvis handlinger kunne tolkes ud fra billedet.
Det var interessant at høre elevernes vurdering. De spændte sig fra meget strenge straffe til mere humane initiativer.
Interessant time med stor elevaktivitet.
Gode, kritiske, velillustrerede grund og – opgavebøger.
En bog med historiske kilder. En ressourcebog og en grundbog.

9. marts 2016

Havde besluttet mig til at følge Mellemgruppen en hel dag.
Deltog i morgensamlingen, hvor vi sang et par sange og efterfølgende var der praktiske informationer fra elever til lærer og omvendt.
Mødet foregik under ledelse af en elev.

Deltog i en historietime, hvor hovedtemaet var kilder og kildekritik. Om hvorvidt man kan stole på tekst og billeder og hvad man bør være på vagt over for. Det blev fulgt op med en skriftlig øvelse.

Jeg overværede herefter disciplinen ”Bevægelse” som fylder 25 minutter hver dag, undtagen fredag.
Eleverne vælger sig ind på forskellige aktiviteter, der i optimal form giver en del motion i den givne tid.
Der var et stort udvalg af muligheder, som dækker det fysiske område godt. Det var mit indtryk, at eleverne var glade for den fysiske aktivitet.

Var derefter med i 1½ times grundfag, hvor der var megen selvaktivitet og lærer cirkulation. Læreren har travlt og er hele tiden i gang med den enkelte elev på sin vej rundt. Eleverne håndterer fint, at de arbejder individuelt med deres egne mål og at der derfor er forskelle på deres niveauer.

Cirkus generalprøve.
Det var oplagt at overvære denne generalprøve med elever fra Lillegruppen, selv om det lå lidt uden for min plan. Som alt andet i skolen, kan det være lidt svært at programmere det hele hjemmefra. Der var musikledsagelse fra valgholdenes musikelever og det blev en festlig forestilling med en stemning, der ikke lod meget tilbage for rigtig cirkus. Festligt at se de små spille cirkus med deres egne og med lidt hjælp fra lærerne skrevne tekster.
En stor øvelse i at stå frem foran andre og turde spille en rolle.

Linjeværksteder.
Der blev skæftet knive, der blev danset Street Dance, en gruppe var i gang med ”hybelmad”  imens en anden gruppe havde lavet en film, som de var ved at redigere.
På opslagstavlen var tilbuddene om værkstederne i sommerperioden slået op. Der var mange spændende tilbud af kreativ og praktisk art, som kan udfordre og udvikle de enkelte elever.
Ingen tvivl om, at der i disse timer sker rigtig mange gode ting, som eleverne tager med sig.

11. marts

Jeg overværede en musiktime for nogle mellemgruppeelever.
Eleverne havde gruppevis skrevet nogle rim, som de skulle fremføre i rytme og rappe teksten. Det kom der spændende ting ud af. Nogle med rigtig gode rim, andre med en fin fremførelse og nogle med sans for både rim, rap og fremførelse.
Resultaterne blev fremført på scenen og musiklæreren og jeg var de strenge dommere.

 

Jeg har i dette skoleår set mange spændende ting.
Skolens profil står stærkt på det musiske område med mange elever der spiller et instrument og behersker det fint.
Dette kædes naturligt sammen med sang og dramatik ved den efterhånden årlige musical, men også ved andre lejligheder.

Valgfag – og linjeværksteder fylder en del i elevernes hverdag og giver den enkelte muligheder for at udvikle sig selv praktisk og kreativt.

Elevernes undervisningsmaterialer ser, i den udstrækning jeg har kunne nå at se dem, gode og aktiverende ud.  Det er nutidige bøger og arbejdshæfter der som regel også er godt illustreret.

Jeg har gennemgået de sidste to års afgangsprøver for at se, hvorledes årskarakterer og eksamenskarakterer stod i forhold til hinanden.
Jeg fandt dem meget overensstemmende med de enkelte afvigelser, der altid forekommer mellem hverdagspræstationer og eksamenssituationer. Eleverne klarer sig godt og er fuldt på højde med niveauet i Folkeskolen.

 

Skolens hjemmeside er informativ, up to date og der er et meget rigt og indbydende billedmateriale. Skulle jeg ønske noget, kunne det være muligheden for at kunne linke til Folkeskolens Fælles Mål, så det vil være let at sammenligne undervisningsplanerne for friskolen med de Fælles Mål for Folkeskolen.
Dette kunne efter min mening gøre en god hjemmeside endnu bedre og bidrage til endnu større synlighed med, hvad der foregår i skolen.

 

Blans, april – 2016

John Solkær
Certificeret tilsynsførende.

 

Tilsynsrapport for skoleåret 2014 – 2015

Besøg i november:
Overværede undervisning i grundfag i lillegruppen. Dygtige børn. Jeg så god og tillidsfuld undervisning. Glade børn.
Passende længde på de forskellige input. Børnene var i også i gang med at lave en kalenderlåge til julekalenderen.

Besøg i december:
Overværede en lektion i naturfag i mellemgruppen. Der blev arbejdet med forskellige farvestoffers reaktion og gennemtrængelighed på æg.
Dette med henblik på at få en sammenligning med affarvning på tænder ved brug af f.eks. kaffe, the, æble – og appelsinjuice mv. Også forskellen på alm. Cola og Cola Light blev afprøvet. Det blev også anskueliggjort, at vand var neutral ved brug. En øjenåbner for mange elever. Det gav anledning til en god undervisning om farvestoffer, sukker og sundhed. Der blev arbejdet ud fra billeder, fotografier af forsøgene på white board. God elevinteresse og aktivitet.
Fysiktime i 9. årgang. Spændende elevforsøg med eleverne i små grupper. Forsøget handlede om metallers ledningsevne. Der var god aktivitet og spørgelyst. For mig er der ingen tvivl om, at forsøg og at gøre erfaringer med disse ofte kræver mere tid end en enkelt lektion. I perioder ville dobbeltlektioner være klart at foretrække – dette er dog også et skemateknisk spørgsmål.

Starten af marts:
Engelsktime i 6. klasse. Al undervisning foregik på engelsk, hvilket børnene var helt indforstået med og overholdt fint. Børnene snakkede en masse engelsk, dels i form af små opgaver og samtaler to – tre ad gangen. Indlæring af nye ord foregik i leg med masser af gentagelser. Niveauet virkede ok.
Engelsktime i 8. klasse. Ligeledes en time med en masse forskellig aktivitet. Elevsamtaler ud fra givne småopgaver foregik 2 og 2. Uddrage spørgsmål af teksten og stille dem til de andre elever, der svarede formelt og korrekt. Oplæsning til ære for den tilsynsførende gav et godt indtryk af børnenes sprog. Niveauet var godt set ud fra denne lektion.

Medio april:
Var på besøg i en engelsktime i 5. klasse. En elev havde skrevet en fortælling på engelsk. I fællesskab var denne skrevet om til et stykke teater med replikker, udstyr m.m. Eleverne øvede det engelske sprog ved at dramatisere stykket før det skulle foreviges på film dagen efter. Det gav god træning i at tale sproget og forholde sig naturlige over for hinanden på et fremmedsprog. Mange af eleverne havde en fin udtale og kendte overraskende mange svære ord.

Medio april – andet besøg:
Deltog i en tysktime for Storgruppen, hvor læreren på grund af sygdom havde tysk i både 6. – og 7. klasse. Eleverne arbejdede med at finde oplysninger om tyske delstater via computer og internet. Jeg fik derfor ikke noget specielt indtryk af elevernes talefærdigheder på tysk. De agerer hjemmevant på computeren. På grund af den specielle situation var der rigtig mange elever til én lærer, der havde travlt med at nå rundt og hjælpe.
Jeg deltog også i en evaluering, hvor klassen var samlet omkring en drøftelse af ugen der var gået. Det var spændende at høre om ris, ros og konklusioner. Eleverne er gode til at formulere, hvad de tænker og til at uddele ros og ris – med stor overvægt på ros.
Senere deltog jeg i grundfag i klassen. Der blev hovedsageligt arbejdet med matematiske problemstillinger. Kun enkelte elever arbejde med danskopgaver i denne lektion. Eleverne har en fin arbejdsmoral og holder et fint aktivitetsniveau. Eleverne synes ligeledes at have et godt fagligt niveau.
Deltog også i Fællessamlingen sidst på dagen. Der er en rigtig god stemning, når alle er samlede. Der bliver sunget af karsken bælg og der er ingen generthed og tilbageholdenhed, om man har en klar, lys barnestemme eller en stemme i overgang. Dejligt at overvære.

Som jeg har skrevet ved tidligere lejligheder oplever jeg en skole, hvor det er godt at være barn og hvor de voksne er glade for den opgave de har sammen – og med børnene i centrum. Heller ingen tvivl om, at undervisning er et meget krævende arbejde og at det påvirker de voksne undervejs. Jeg har talt med nogle af lærerne om det bogmateriale, der anvendes på skolen og finder, at de selv har stor indflydelse på valget af bogmateriale og at de er tilfredse med det, de arbejder med. Jeg er heller ikke i tvivl om, at skolen lever op til de krav, der stilles fra myndighederne og at den er fuldt på højde med – og på flere områder har bedre muligheder end Folkeskolen.

Skolen gennemførte, igen i dette skoleår, en stor musical, Grease, som var en stor fornøjelse at overvære – dygtige musiklærere og elever – både på scenen og ved instrumenterne.
Også dejligt at successen med First Lego League fortsætter.

Der er ikke tvivl om, at nedgangen i børnetallet i Sønderborg Kommune, i de kommende år vil kræve, at vi som skole skal være endnu mere på tæerne for at udbrede kendskabet til Eckersberg Børneunivers, hvis vi skal holde niveauet på ca. 140 elever. Dette bliver i sig selv en stor udfordring ved siden af så mange andre.

Herfra skal lyde en stor tak for det store arbejde og engagement, I viser i det frivillige bestyrelsesarbejde.
Også en stor tak til skolens personale for den tillidsfulde attitude det har over for mig og mit arbejde som tilsynsførende.

Blans, d. 22. april 2015

John Solkær, tilsynsførende.

 

Tilsynsrapport for skoleåret 2013 – 2014

Jeg har været på skolen en del gange i det forløbne skoleår. Jeg har besøgt alle lagene og overværet undervisningen både i grundfagene og i sprogfag. Ligesom det er blevet til besøg i værkstedsfag og musik.

Overordnet et det mit indtryk dels ved at se i undervisningsmaterialet og elevbøger at disse er tidssvarende og meningsfyldte. Det er ligeledes min opfattelse at skolen lever op til målsætninger der er i undervisningsplanerne.
Der vil altid, blandt forældre, være forskellige prioriteringer og holdninger til, hvad der skal prioriteres mere. Tag en snak med skolen, hvis I har nogle overvejelser i den retning. Så vil I sikkert kunne få en forklaring på jeres spørgsmål.

Der er en god stemning på skolen – både på lærerværelset og blandt eleverne. Det er mit klare indtryk at der er god trivsel og at lærerne har det godt med børnene – og ligeså omvendt.

Der bliver, efter min bedste overbevisning og erfaring, leveret god undervisning.

De nyligt evaluerede trivselsundersøgelser viser også klart at skolen er et godt sted at være for eleverne. Der er næsten ingen elever, der føler sig utrygge, eller mobbede. En fælles holdning til konflikthåndtering for pædagoger i børnehaven og lærere på skolen vil styrke den fælles kultur omkring opståede konflikter og gøre universet til et endnu bedre sted at være. Eleverne er generelt tilfredse med den måde, som undervisningen organiseres på. Der arbejdes med selvstændigt ansvar og der er hjælp at få. Der er i det hele taget en god kultur omkring den individuelle undervisning.

Initiativet med bevægelse hver morgen er et fantastisk tiltag, som præger børnene positivt hele dagen. Det er ret nyt endnu og der eksperimenteres stadig med udvikling af form og indhold. Jeg håber, det er kommet for at blive. Det gavner både elever og undervisere. Vi kan også håbe og tro på, at det får en forebyggende virkning på sygdom. Det er der meget, der tyder på.

Friskolen har et fantastisk rekreativt område i multibane og sportsplads lige uden for døren. Det ville være spændende, om der kunne indtænkes nogle nye områder i det bestående, så de ældste elever kunne få opfyldt nogle af de ønsker/behov de har for lidt mere rolige og fortrolige steder, hvor de kan opholde sig.

SMART BOARDS og stadig udbygning af EDB gør Eckersberg til et sted med meget moderne faciliteter og med mange muligheder. Godt bestyrelsen valgte at anvende årets gode økonomi til bl.a. disse investeringer. Nu skal det anvendes som en naturlig del af hverdagen. Færdighederne i at bruge det skal styrkes og udvikles. Det må blive en vigtig satsning i de kommende år.

Efterhånden som udbygningen/renoveringen af lokaler skrider frem og snart kan se sin foreløbige afslutning, bliver der endnu bedre faciliteter for alle. Kælderrenoveringen giver flere og gode muligheder for mindre hold og hensyntagende aktiviteter. Pavillonen med fysiklokale og musiklokale har nu fået et meget bedre indeklima – bl.a. gennem et Genvex – anlæg. Fysiklokalet vil kunne anvendes til naturfag i bred betydning idet der er mulighed for mange forskellige aktiviteter i dette rum. Når pavillonen beklædes med rustikke brædder som på den anden bygning ud mod skolegården, får det også et harmonisk udseende.

Pedellerne klarer selv byggeri og renoveringer for en pris, der ellers ikke ville være let at få lavet større arbejder for. Den intensive efterisolering sparer mange penge på årsbasis. Penge der kan frigøres til undervisning og andre gode ting. Det er tydeligt at se, at det teknisk/administrative personale føler ejerskab for det, de går og laver.

Med disse ord har jeg prøvet at komme rundt om skolen og dens store betydning for de børn der udvikles og præges af dagligdagen her. Det kan kun lade sig gøre i et samspil med de voksne, der har deres daglige arbejde og opgave her på Eckersberg Friskole. Det er mit indtryk, at de arbejder seriøst med denne udfordring.

John Solkær Pedersen / april 2014